Vi har fingeren på pulsen, og vi er i konstant udvikling. Vil du med os? Bliv kokkeelev hos Novo Nordisk. 

På denne side har du mulighed for at lære mere om Novo Nordisk og uddannelsen, som kan give dig et indblik i hverdagen hos os. 

Vi sørger for, at din læretid bliver et godt springbræt for din videre karriere.

Som kokkeelev brænder du for madlavning. De gode råvarer, kreativiteten og de mange muligheder. Du interesserer dig for de nyeste teknikker og trends inden for gastronomiens verden, og du er ikke bange for at vise initiativ og udfolde din kreativitet.

Tror du, at du skal lave kantinemad? Så tro om igen. Vores kokke forkæler gæsterne på Hvidøre – vores kursusejendom i Klampenborg. Hvidøre har en lang og stolt tradition som ‘et privat hjem’ med et fremragende køkken. Denne tradition fører vi videre sammen med den moderne kursusvirksomhed. 

Køkkenet på Hvidøre er kendt for sin innovative gastronomi og for at sætte kvalitet i højsædet. Her får du en spændende arbejdsdag, hvor du er med til alt: bestilling af råvarer, sammensætning af menuer og selvfølgelig tilberedningen af de spændende retter.

Det er eksklusiv mad, vores kokke hver dag kreerer til ca. 30-40 gæster. Indimellem det store morgenbord, frokostbuffeten og middagen bliver der bagt brød og kager samt lavet petitfours. Vi eksperimenterer løbende med retter fra mange lande.

En uddannelse som kok varer 3½ år med skiftevis skole- og praktikperioder. Efter en skoleperiode på 20 uger begynder du på din praktik. Derefter får du tre skoleperioder á 10 uger. Desuden arrangerer vi sammen med dig et 6-måneders praktikophold på en af de bedste restauranter i København.

Vores kokkeelever bliver uddannet på Hvidøre Kursuscenter. Du kommer til at arbejde sammen med syv dygtige kokke. Alle vil bidrage til din uddannelse – ligesom du selv får mulighed for at præge din dagligdag. Fire af Hvidøres kokke udgav i 2001 en meget omtalt kogebog "Køkkenet på Hvidøre".

At tage en kokkeelevuddannelse på Hvidøre er en god mulighed for at lære faget i et miljø, hvor kvalitet og kreativitet er i højsædet. I løbet af din uddannelse sørger vi for, at du kommer på et kursus i teambuilding, hvor du lærer en masse om samarbejde. Vi ved nemlig, hvor vigtigt det er for at skabe et funktionelt køkken. Desuden vil du komme på en introduktionstur, så du kan lære de andre elever godt at kende.

Når du fortæller, at du har lavet mad på Hvidøre, vil folk i kokke- og restaurationsbranchen automatisk nikke anerkendende. Hvidøre har nemlig et godt ry for at uddanne og huse talentfulde kokke, så dine fremtidige muligheder inden for branchen er mange. Det er kun din kreativitet og ambitioner, der sætter grænserne.

Minimumskrav

Grundforløb 2 som Gastronom/Kok

Varighed

3,5 år

Startdato

Varierende

Ansøgningsfrist

Vi har ingen ledige stillinger som kokkeelev i øjeblikket, men når vi søger igen, vil stillingen blive slået op på lærepladsen.dk samt på vores job database.

Vi modtager ikke uopfordrede ansøgninger.