Vi har fingeren på pulsen, og vi er i konstant udvikling. Vil du med os? Bliv værktøjsmagerlærling hos Novo Nordisk.
På denne side har du mulighed for at lære mere om Novo Nordisk og uddannelsen, som kan give dig et indblik i hverdagen hos os.
Vi sørger for, at din læretid bliver et godt springbræt for din videre karriere.
Som værktøjsmagerlærling er du nysgerrig efter at lære. Du elsker at bygge og er innovativ af natur. Derudover har du gennemført eller går på grundforløb 2 enten som EUD eller EUX med speciale som værktøjsmager. Kan du samtidig vise initiativ, ansvarlighed, selvstændighed og har du lysten til at arbejde i team, har du gode chancer for at starte som elev hos os.
En værktøjsmager i Novo Nordisk bygger de hjul, vi andre holder i gang. Opgaverne er mange, og du er garanteret en spændende og varierende hverdag. Med alt fra dreje- og fræseopgaver til betjening af CNC-styrede maskiner er der nok at give sig i kast med. Hos Novo Nordisk får du lov til selv at planlægge og have indflydelse på din arbejdsdag. Vi tror nemlig på, at ansvar fostrer udvikling.
Du bliver tilknyttet en færdiguddannet værktøjsmager, som sørger for den faglige oplæring og viser dig, hvordan du betjener maskinerne. Undervejs kommer du rundt i flere afdelinger, så du får lært deres arbejdsgange.
Du kommer bl.a. en uge i en produktionsafdeling – enten montage eller sprøjtestøberi. Arbejdet og oplæringen foregår med det mest moderne udstyr. Du får en grundig gennemgang af programmering og betjening af eksempelvis CNC-styrede maskiner.
I din sidste praktikperiode skal du, ud over de almindelige opgaver, selvstændigt fremstille et kæbeformsværktøj i sprøjtestøbeform. Det svarer til den afsluttende opgave, du skal udføre for at bestå din svendeprøve.
Når du begynder på uddannelsen hos os, kommer du på introduktionstur, så du kan lære de andre elever godt at kende. Senere i uddannelsen kommer du på et kursus i teambuilding, hvor du lærer en masse om samarbejde. I Novo Nordisk er det nemlig en af de vigtigste evner for en medarbejder.
Praktiktiden varer 3½-4 år og skifter mellem praktik i virksomheden og skoleophold.
Vi ved, at der bliver brug for værktøjsmagere i lang tid fremover. Der er altid brug for dygtige folk til at bygge fundamentet for de værktøjer, der skal bære fremtidens udvikling. Hvis du har passionen for godt værktøj, er der derfor mulighed for at arbejde i mange forskellige, spændende brancher.
Minimumskrav
Grundforløb 2 med speciale som værktøjsmager
Varighed
EUD: 3,5 år
EUX: 4 år
Startdato
1. februar og 1. september
Ansøgningsfrist
Næste gang vi skal ansætte værktøjsmagerlærlinge igen er til 1. februar 2025. Stillingsopslaget vil være synligt omkring september 2024.