Vi har fingeren på pulsen, og vi er i konstant udvikling. Vil du med os? Bliv elektrikerlærling hos Novo Nordisk. 

På denne side har du mulighed for at lære mere om Novo Nordisk og  uddannelsen, som kan give dig et indblik i hverdagen hos os. 

Vi sørger for, at din læretid bliver et godt springbræt for din videre karriere.

Har du altid haft en interesse for elektronik og systemer? At være elektriker handler om at kunne se mønstre og logik, hvor andre ikke nødvendigvis kan. Derfor kræver det, at du enten går på eller har gennemført en EUX grundforløb 2 eller det almindelige grundforløb 2 fra en teknisk skole med speciale som elektriker.

Dagene som elektriker er aldrig ens. Du kommer til at lave alt fra lysinstallationer til motortjek og maskinarbejde. Alt sammen for at sikre, at alt fungerer optimalt. Det er et ‘hands-on’ job, hvor du får lov til at bruge din viden i praksis.

Når du f.eks. skal skifte en motor, kan det være alt lige fra en lille motor på en halv kilowatt til en, der er på størrelse med en bil. I så stor en virksomhed som Novo Nordisk er der hele tiden noget, der skal vedligeholdes eller repareres.

En elektriker er uundværlig. Det er dig, der skal bære reparationen, vedligeholdelsen og fremtidens innovation af elektriske systemer. Derfor har vi brug for dig.

Du får fag som automatik og styringsteknik, teknisk databehandling, el-teknik, måleteknik, regulering, kalibrering, CNC-maskiner, robotter og hydraulik.

På skolen lærer du, at det ikke er en uddannelse, man kommer sovende til. Skolearbejdet og selve uddannelsen stiller store krav til den matematiske side af hjernen.

I grove træk består 70% af undervisningen af beregninger og talbehandling. For intet i faget er tilfældigt, der er en formel for alt. 

I virksomhedspraktikken bliver du trænet i de ting, du har lært på skolen, og du bliver forberedt på det næste skoleophold. Du kommer også i praktik hos f.eks. en ekstern installatør, og du kommer rundt til de forskellige afdelinger, vi har. 

Senere i uddannelsen kommer du på et kursus i teambuilding, hvor du lærer en masse om samarbejde. For i Novo Nordisk er det nemlig en af de vigtigste evner for en medarbejder.

Praktiktiden varer 4 år og skifter mellem praktik i virksomheden og skoleophold.

Dygtige elektrikere er efterspurgte i mange brancher. Det kræver nemlig teknisk snilde, at kunne holde avancerede maskiner og robotter ved lige. Hvis du brænder for faget, er der helt sikkert gode karrieremuligheder i sigte.

Minimumskrav

Grundforløb 2 med speciale som elektriker

Varighed

4 år

Startdato

1. februar og 1. september 

Ansøgningsfrist

Næste gang vi skal ansætte elektrikerlærlinge er til 1. september 2025.
Stillingsopslaget vil være synligt omkring marts 2025.